Sankthansbål 2003
Det startede ellers så godt - sankthansaften 2003. Solen skinnede hele eftermiddagen og det var rigtig lummervarmt. De havde godt nok lovet byger i løbet af aftenen, men sådan noget rammer jo ikke Pejrup når vi har lagt op til en hyggelig aften i bålets skær.
Partyteltet (9x3 meter) blev stillet op dagen før sammen med borde og bænke, grillen (½ olietønde på stativ) var klar til folks medbragte bøffer og pølser - og bålet stod der i al sin pomp og pragt og knejsede mod den klare himmel - og en enorm heks var anbragt med blikket vendt mod Bloksbjerg.
Brakmarken ud for Pejrupvej 33 var blevet fældet nogle dage før, og der duftede virkelig af midsommer da folk kom slæbende med deres madkurve - nogen i trillebør, nogen gående, nogen på cykel og andre i bil. Børnene legede omkring det endnu ikke tændte bål sammen med et par hunde - og ingen skænkede den svage buldren af torden i det fjerne en eneste tanke.
Grillen blev tændt - de mørke skyer kom lidt nærmere - og da grillen var så varm at den lige akkurat kunne opvarme en pølse, begyndte det at dryppe fra himlen. Det er kun en byge, bildte vi hinanden ind, men rykkede alligevel grillen ind under nogle træer. Regnen blev kraftigere, og det kølede grillkullene så meget ned at der var fare for at den kun ville tørre pølserne i stedet for at grille dem. Regnen holdt dog op igen - og nu kunne vi grille både fisk, ko og gris - det gik virkelig fint.
Nu skulle bålet tændes. Adskillige baller halm var lagt rundt om bålet for at give lidt næring til de regnvåde grene, planker og stubbe - og hvad folk ellers havde læsset på bålet. Halmen var blevet lidt våd i kanten, men med en ukrudtsbrænder med en kraftig gasflamme kan alt tændes - bare man giver sig tid nok.
Der kom liv i bålet. Det osede godt den første halve time, mens det våde bål langsomt tørrede - men så kom der også liv i flammerne. Det dryppede lidt fra himlen, men midsommerstemningen var der ikke noget i vejen med. Der var varmen fra bålet - flammerne mod den mørke, regnvåde aftenhimmel - den knitrende lyd da ilden nåede ind til et par tørre juletræer - duften af røg - duften fra grillen - duften af det våde græs.
Lykke Debois var inviteret til at holde båltalen (gengivet herunder) - og det skete under en paraply, for nu tog regnen til igen, og det begyndte også at blæse op. Talen blev dog holdt, selv om det nok var de færreste der kunne høre hvad hun sagde.
Regnen holdt op - der kom mere liv i grillen - folk fik mad og drikke - og snakken gik mens bålet stille og roligt gik over i ulmende gløder og spredte småbål. Så er der nogle koteletter færdige - og nogle meget sorte brød, var der en der råbte ude ved grillen - og så var der pludselig nogen der fik travlt med at møve sig ud fra teltet (helst uden at træde på Anna Maries hund, der hader den mindste smule regn, og derfor var krøbet i læ mellem bordene) - nu skulle der endelig spises.
Øv, nu startede regnen igen - og blæsten tog til. Det blev værre og værre - nu vaskede det bare ned i stride strømme. Vinden ruskede i teltet, og pludselig stod vi 25 mennesker med hænderne fast forankret i teltstængerne for at det ikke skulle blæse væk. Der gik vel en halv times tid - så blev vi enige om at det nok var bedst at pakke sammen. En traktor med anhænger blev kørt i stilling, og teltet hurtigt splittet ad og lagt på ladet. Borde og bænke kom samme vej - folk pakkede biler, cykler og trillebøre på rekordtid - og vi forlod alle det svagt ulmende bål på marken. Grillen og det sidste affald blev hentet dagen efter i strålende solskin.
Det var en uforglemmelig sankthansaften.
Allan Vebel
Båltale af Lykke Debois
Sankthansaften i Pejrup den 23. juni 2003
En båltale med lidt forsinkelse.
Danmark er et dejligt land, sådan står der skrevet mange steder.
Kære pejruppere!
Tak for invitationen til at deltage i jeres sankthansaften.
Sankthans er jo en aften, hvor kirke og gammel overtro har fundet hinanden i en gensidig stiltiende aftale - nu det ikke kunne være anderledes.
Kirken for at fejre Johannes Døberen og det ældgamle samfund, for at fortsætte med at få lov til at gøre alt menneskeligt muligt for at beskytte sig og sine mod de altid herskende ukendte og farlig onde kræfter.
Denne aften er en særlig aften for os alle.
En herlig sommeraften, hvor vi har mulighed for at stoppe op i en til tider alt for travl hverdag - vi kan se på hinanden - vi kan mærke vort eget pulsslag - vi kan være hinandens nærhed bevidst og vide, at vi er hinandens nødvendighed.
Dette har betydning i såvel vore nære relationer, som det har betydning i det lille samfund, som vi nu har valgt at være en del af.
Vi er heldige at vi kan vælge, hvem vi skal høre til.
Kvindesynet omkring afbrænding af sankthansbål er ikke helt som ønsket. Det kan gyse at høre, man har lyst til at brænde mennesker af.
Symbolsk påfund eller ej - så skulle vi helst have den del af sankthansfesten udeladt. Heksebrænding har haft sin rod i den angst og hemmeligholdelse, der har været omkring magten til at give og standse liv.
Livets gåde har altid været forbundet med magt - særligt kloge og indsigtsfulde mennesker har altid udfordret siden Middelalderen - det koster at have viden.
Det gør det såmænd også i dag - i dag siger vi det bare på en anden måde.
I dag siges der blot "Væk med ekspertvældet" - en katastrofal udmelding, der bevirker at man sørger for at al viden bliver på det jævne - og klogskab og visdom formenes ret til at sikre os et bedre og sundere liv.
Vi lever i en tid, hvor kulturen henslænges til den laveste fællesnævner - pas på jeres fællesskab og kulturelle liv ude hos jer. Snart kommer kommissioner og fortæller jer om forandringer, som vil komme tæt på jer og bestemme over jer.
Søg sammen og tal om det, det skal ske i god tid - så I kan få indflydelse og sikre at jeres livsholdninger får lov til at præge samfundsudviklingen.
I gammel tid holdt man sammen for at opretholde livet - dele arbejdet og dermed få andel i høsten.
I dag er det lige så vigtigt at dele både det psykiske og fysiske fællesskab - det er trist at være rodløs, det er trist at være ensom og det er trist ikke at være i stand til at give hinanden en hjælpende hånd.
At være sig selv nok kan meget let føre til, at man er ligeglad med sine medmennesker og siger farvel til den stille omsorg, som gives indbyrdes i hverdagen.
Derfor er traditioner af det gode. Det er vigtigt at vi mødes om dem, og at vi insisterer på at give dem videre til vore børn - det er det, der skaber et samfund.
Vi har fundet sammen. Vi skal mødes i glæde og vi skal mødes i sorg - sådan skabes hele mennesker. Det ene kan ikke udelades for det andet.
Ved en begravelse i foråret for en kær ældre kvinde, der brat og meningsløst mistede livet - kunne præsten ved begravelsen kun sige - næsten som manglede han ord - at liv vil liv - selvom vi går bort, forsvinder - så kommer der liv igen og igen.
Liv vil liv.
Sådan også i naturen, hvor vi må fryde os hvert år at se naturen skifter i en evig kreds, og vi må se på hinanden - vi må række vore hænder ud i glæde og taknemmelighed - selvom vi er svage, og selvom vi er meget sårbare.
Liv vil liv.
Så på denne sankthansaften - hvor alt er så friskt af regnen, må vi også som i midsommersangen tænde glædesblus i håbet om at få lov til at bevare denne dejlige danske sommer, så vi kan synge med stærke stemmer:
At vi vil fred her til lands, og at freden vil vi vinde med hjerter, der aldrig bliver tvivlende kolde.
Tak!
Sankhansbål 2011
Sankhansbål 2010
Sankhansbål 2009
Sankhansbål 2008
Sankhansbål 2007
Sankhansbål 2006
Sankhansbål 2005
Sankhansbål 2004
Sankhansbål 2003
