Sankthansbål 2004
Så kom dagen hvor vi skulle have sankthansbål. Bålet stod klar - en enorm bunke grene, stubbe, gamle juletræer, og hvad Pejrup og omegn ellers havde leveret fra forårsoprydningen i haven. Partyteltet blev stillet op aftenen før i pragtfuldt sommervejr, og den store grill blev sat op til fællesskabets hygge.
Om morgenen tissede det ned i stride strømme - og sådan blev det ved hele dagen - øv! Jeg skulle have startet grillen ved 18-tiden, men den var fuld af vand og en masse vådt sand, og i øvrigt var teltet væltet på grund af det store vandtryk og et vindpust, så borde og bænke blev gennemblødt. Vi valgte derfor at aflyse selve grillarrangementet, og håbe på den opklaring de havde lovet, så vi kunne tænde det meget våde bål klokken 20:30.
Opklaringen kom ved 19-tiden, så folk fik alligevel grillet - bare hjemme i haven. Lars kom med adskillige baller halm, så det lykkedes til sidst at få liv i det våde bål. Det osede godt den første halve time - det ville ikke rigtig i gang. Endnu et par halmballer blev antændt i kanten af bålet, og så varede det ikke længe før det nåede op til heksen i toppen, hvor hun til sidst røg til Bloksbjerg i et ordentligt heksehyl.
Torkil Jensen holdt sin båltale for omkring 100 mennesker ved 21-tiden, midsommervisen blev stemningsfuldt sunget på den gode gamle melodi, og så var der kaffe, kage, øl, vand og vin i teltet - og en masse snak om sommervejret, og hvad folk nu havde af planer for sommeren, ferien, høsten, om- og tilbygninger - og alle de andre gøremål.
Det endte med at blive en virkelig hyggelig aften. Peter snittede hasselkæppe, så ungerne kunne bage snobrød, flere havde hundene med, så de kunne få lov til at være en del af fællesskabet, og vi nød alle hinandens selskab mens bålet brændte ned.
Jo, vi blev lidt våde på bagdelen, men det var hurtigt glemt da der kom kaffe, te, kage, øl, vand og vin på bordet. Endelig brændte bålet så meget ned at ungerne kunne bruge gløderne til de længe ventede snobrød.
Et enkelt lille dryp fra himlen - det var alt hvad der kom den aften. Dagen efter tissede det ned igen - vi var vel nok heldige med vejret.
Den våde grill blev leveret ubrugt tilbage til Frisenvænge, med tak for lån! Vi prøver igen til næste år.
Tekst og billeder: Allan Vebel
Båltale af Torkil Jensen, præst i Vester Åby og Åstrup kirke
BÅLTALE PEJRUP 23. JUNI 2004
Der er et gammelt ord, der siger, at der ikke går røg af et bål uden, at der er ild. Det betyder traditionelt, at der på den ene eller anden måde må være noget om snakken, når en påstand kommer i omløb. I hvert fald er den svær at standse igen.
Men der findes også en tilføjelse til talemåden, nemlig, at den, der i sin tid opfandt udtrykket, ikke kan have været en spejder i regnvejr. Jeg kom til at tænke på talemåden, at der ikke går røg af et bål uden at der er ild, da jeg i indbydelsen til denne aften så, at man stadig var velkommen til at levere noget til bålet, bare det var tørt! Man fristes efter dagens nedbør til at sige, at det kunne da vist have været lige meget!
Men tørt må det jo alligevel have været, for nu knitrer bålet i hvert fald lystigt, og det er da kun minimal røg, der stiger til vejrs.
Alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken om, hvad det er, vi som mennesker kan levere til de bål, vi nu en gang møder på vores vej. En anden talemåde snakker jo om at bære véd til bålet.
Udtrykket "at bære véd til bålet" er ikke nødvendigvis og måske endda sjældent en positiv måde at tale på. Bærer man nemlig ikke det rigtige ved frem, vil man let komme til at udsende nogle røgsignaler, der kan opfattes forkert. Og så er vejen til heksebrændingen ikke lang.
Sådan kunne man blive ved - det vil jeg ikke gøre, for jeg er ikke inviteret her til Pejrup for at lege med ord, men for at holde en båltale. At holde tale ved bålet er blevet en tradition, der rummer mange aspekter. Eet af dem er måske, at en båltale også lidt skal være en brandtale.
Det er også en gammel skik, at man her, hvor solen vender, byder mørket trods ved at sende heksene af sted til Bloksbjerg.
Det kan man gøre på mange måder. I tidligere tider brændte man jo virkelig de mennesker, der - i mange tilfælde på et meget løst grundlag - var blevet dømt til at være hekse. Mennesker, der kunne mere end de fleste og som derfor blev udset til at være en risiko for det sårbare samfund. Det var datidens måde at bevare og beskytte fællesskabet på. Det er en skik, man heldigvis har forladt, den sidst heks i Danmark blev officielt brændt i 1693 - men alligevel kender vi til, at mennesker, der på een eller anden måde falder uden for samfundets normer, bliver det som H.C. Andersen i eventyret om den grimme ælling kalder for "kanøflet".
Men hvem sætter egentlig disse samfundets normer? Dem, vi fejrer, når vi fejrer sankthans? Hvad er det for et fællesskab, der i dagens Danmark skal være det bærende fællesskab?
Det er klart, at der er visse ting, man er nødt til at være enige om; det kan for eksempel ikke nytte noget, at een eller anden pludselig bestemmer sig for at ville køre i venstre side af vejen. Men selv om vi har grund til - også på denne aften - at glæde os over at leve og bo i et land, hvor de skrevne love skabes i et demokratisk forum, et sted, hvor flest mulig har indflydelse, og hvor mindretallene i de fleste tilfælde bliver hørt, så findes der også uskrevne regler og normer, der sættes af dem, der råber højest. Jeg forsøger også at råbe højt lige nu; jeg håber, man kan høre mig. Men dem, der råber højest er ikke nødvendigvis de fleste. I gamle dage talte man om det tavse flertal. Dem, der ventede med at sige noget, til andre havde talt.
Det er en konflikt, vi kan tænke over, når vi i aften står og kigger ind i flammerne fra det tørre brænde. Har vi lov til at råbe højt for at få ret. Og har vi samtidig lov til at være utilfredse, hvis vi tier og bagefter oplever, at tingene ikke blev, som vi selv ville have dem. Når vi får lyst til at brænde hekse. At sende af sted eller selv at flygte fra - og nu kommer der så et sidste billede - brændpunktet?
Der er sikkert ingen, der kan huske, hvem der tændte det første sankthansbål. Og der er måske nogle, der ikke har tænkt over, hvem det egentlig er, der lægger navn til denne aften. Det er en bibelsk skikkelse, nemlig Johannes Døberen. Navnet Hans og navnet Johannes er det samme. Det ved de mennesker sikkert godt, der bærer disse navne. Johannes Døberen var en skikkelse, der gik rundt i ørkenen og råbte højt. Han var ikke valgt til det af en folkelig institution. Han var kaldet af Gud. Til at råbe op om verdens dårligdomme og truende undergang. Og hans eget liv endte tragisk. Han endte ikke i bogstavelig forstand med at blive brændt på bålet, men med at blive halshugget. Blive bragt til tavshed. På befaling fra kongens datter Salome. Hun ville nemlig have hans hoved på et fad. Derfra stammer det udtryk. Og det var hende, der råbte højest. Bagefter var det for sent.
Så selv om vi i aften er nødte til at råbe højt for at alle kan høre, hvad der bliver sagt, så er der grund til ved et sankthansbål at mane til eftertanke, når trangen til heksejagt opstår. Når stemningen truer med håndhæve sig under dække af at være det demokratiske "sådan-er-vi-mange-der-mener" flertal. Hvadenten det så er i familien, i samfundet eller et helt tredje sted. Så kan det somme tider gå så stærkt, at det ved, der leveres ikke er helt tørt endnu. Netop fordi det blev fældet i et øjebliks afmagt.
Bål brænder ned. I morgen tidlig vil en tynd røgsøjle afsløre, hvor vi var samlede i aften. Og hvis ellers blæsten for en gangs skyld har lagt sig, vil denne røgsøjle stige lige til vejrs.
Det bliver lidt senere lyst i morgen. Kun nogle sekunder. Men tiden er vendt. Det går mod sensommer. Mod høst. Mod den tid, hvor vi som mennesker skal modtage frugten af det, vi leverede til fællesskabet.
Derfor har vi tændt bålet. Til minde om Johannes og som blus for det fællesskab, der i aften har samlet os her i Pejrup. Symboler på de fælles kræfter, der her i byen har skabt en tradition, der har eksisteret i mange år, en institution, der skal vise os alle, at selv om lyset fra nu af falder for hver dag, så kan vi her byde trods. Bære tørt ved og bære godt med, hver gang det behøves.
Derfor vil jeg også her i Pejrup slutte, som det er blevet en tradition for mig, med at citere Johannes V. Jensens mindre kendte midsommersang, medens fællesskabets bål knitrer videre:
Lad det fordybe dit ansigt broder
dit timeglas er i takt med kloder.
Dit sommerblus, som kun stakket blænder,
er ild af altets, der aldrig ender.
Se skov og eng står igen i flor;
Velsign din sol og velsign din jord!
Glædelig sankthans!
Sankhansbål 2011
Sankhansbål 2010
Sankhansbål 2009
Sankhansbål 2008
Sankhansbål 2007
Sankhansbål 2006
Sankhansbål 2005
Sankhansbål 2004
Sankhansbål 2003
