Sankthansbål 2005
Dagen vi alle har ventet på med spænding - skulle vi virkelig få godt vejr i år? Jo, Anna Maries aftale med vejrguderne holdt. Det blev så godt vejr at vi undlod at stille partyteltet op i år. Vi skulle nok have gjort det alligevel, for aftensolen bagte de første mange timer, og den krøb længere og længere derhen hvor buskadset ikke kunne give skygge. Peter trampede dog brændenælderne bag grillen ned, så grillmesteren kunne stå i skygge.
Den positive side var at vi ikke skulle pille telt ned bagefter - der var kun borde og bænke, og de fik lov til at stå natten over sammen med en gang sennep, ketchup og remoulade, som ingen ville kendes ved da vi forlod stedet. Der blev i øvrigt en smørekniv i overskud, den ligger nu i forsamlingshuset.
Bålet stod klar - og det var knasende tørt i år. Der skulle ikke ret meget til for at få flammerne op i mange meters højde, og bålet futtede alt for hurtigt af - heriblandt min mere end 100 år gamle tjørnehæk, som jeg var mere end glad for at slippe af med.
Grillen blev startet ved 18-tiden. Vi kunne ikke opdrive almindelige grillkul nogen steder, kun briketter, og de er så svære at få liv i. Det lykkedes til sidst at få varme ud af grillen, og risten var ikke engang nået at blive varm før folk lagde deres medbragte grilleffekter på.
Der var virkelig run på grillen da der endelig kom liv i den, og omkring 50 mennesker blev bespist i løbet af aftenen med alt fra pølser, koteletter, kylling, helstegt svinemørbrad i baconsvøb og brød der blev alt for hurtigt sorte.
Det hele blev skyllet ned med øl, vand og vin. Lars havde købt en smagekasse med 12 forskellige spanske vine. Det var så fint forberedt fra hans side - han havde trykt beskrivelser af de enkelte vine, og så kunne folk smage hinandens vine, snakke om dem, og til sidst give dem point og skrive kommentarer ud for den enkelte vin på arket.
Heksen er i år lavet af de unge mennesker på Svanen (den gamle station). Der er i øjeblikket et samarbejde mellem dem og os, vi er i gang med at anlægge en fodboldbane på Knud Jørgens mark mellem Svanen og forsamlingshuset.
Der var ingen heksehyl i hovedet som der plejer at være - det var der mange der var skuffede over. Heksen fløj dog til Bloksbjerg alligevel, og der skal nok vise sig en ny til næste sankthansbål.
Dorte Madsen holdt båltalen i år - med varme på ryggen og aftensolen i øjnene. Så var der naturligvis midsommervisen, som vidner om at nu er det rigtig sommer - en sommer som vi alle håber på varer rigtig længe.
Alle står stille og lytter til båltalen sammen med bålets knitren, fuglenes sang og en traktor der tilfældigt tøffer forbi. En hund glammer i det fjerne og der er en lun brise fra syd. Det er virkelig sommer.
I år blev vi ikke våde - det kunne da kun være af sved. Kaffe og kage og Veras jordbær med chokoladeovertræk (jeg har bestilt en aflægger) kom på bordet, og snakken gik.
Bålet var for varmt endnu, så grillen blev brugt til snobrød. Det havde den fordel at man kunne undvære pinden - man skulle bare huske at vende brødet med jævne mellemrum. Ja, det var mit brød der blev sort på den ene side.
Tekst og billeder: Allan Vebel
Båltale af Dorte Nørregaard Madsen
Jeg står ikke her i aften ved et bål ude i det tiltagende mørke, med en fornemmelse af, at jeg er med at opretholde en tradition, som har overlevet sig selv. Det er ikke en begivenhed som tidens gang har gjort til en harmløs og hyggelig ting.
Den minder mig først og fremmest om at naturen har langt større kræfter end vi nogensinde vil få kontrol over. Det er helt fantastisk at stå her og få lov til om et par timer at nyde mørket og bålet, fordi den forunderlige jordklode stille og roligt drejer rundt om sig selv og giver mørke og lys.
Et mørke, som vi netop her, har den fulde mulighed for at opleve fordi de mange forsøg på at få gadelys i Pejrup igennem tiden er slået fejl.
Et mørke som måske nok til tider kan være skræmmende, men som også kan være en velsignende ro, der sænker sig, og gør en ende på en travl dag, og måske en dårlig dag? Et mørke, som samtidig fortæller os, at det bliver lyst igen i morgen. Vi er jo heldigvis endnu ikke blevet svigtet på det punkt.
Jordkloden stopper dog ikke her, den kører også lige roligt rundt om solen, så strålerne ikke rammer os lige godt hele året rundt. Det bliver til vores årstider, med dage af forskellig længde, og med forskellige varmegrader. Et system som vi netop markerer i dag, hvor tiden med længere dage afløses, af tiden med dage der langsomt bliver kortere, mens den tid hvor det stadig bliver varmere og varmere omkring os, heldigvis ikke er forbi endnu.
Vi kan kun være ydmyge overfor det system, det er ikke os der drejer kloden rundt. Vi er ikke engang en lille bitte brik i det. Oplevelsen af dag og nat og årstiderne deler vi med vores forfædre, og det fortsætter efter os.
Okay så vil jeg da være ydmyg overfor naturens kolossale kræfter, men den med at tænde bål og brænde de onde kræfter af, det må høre en fortid til, hvor mennesker var mere overtroiske på grund af uvidenhed. Vi har jo ofte en dårlig vane med at betragte vores forfædre som mere simple end os.
Det onde er nu ikke noget der kun hører historiebøgerne til. Lige meget hvad årstal vi skriver så vil vi komme til at gøre onde ting og vi vil blive udsat for onde ting. Det gør rigtig ondt når vi rammes, men det handler vel også om at komme af med smerten og angsten igen. Det kan være en rigtig god idé at smide det onde, man har været udsat for, på bålet i aften, så det kan blive fortæret, så vi kan lægge det bag os, så vi ikke hele tiden behøver at føle det og derfor frygte at det kommer igen. Når vi smider det på bålet så fjerner vi det også fra skuldrene på dem, der har kommet til at gøre det onde mod os. Aftenen bliver så rigtig god hvis dem vi selv har kommet til at gøre ondt, smider denne ondskab på bålet så den kan blive fortæret.
Vi er mange her i aften. Hvis vi går op på en af de mange bakker (som vi jo heller ikke selv har lavet) her på egnen, så vil vi takket være dem og mørket kunne se andre bål lyse op rundt omkring os.
Jeg så i en avisnotits at flere og flere samles omkring bålene fordi vi har et øget behov for at føle os som en del af fællesskabet, i en tid hvor det enkelte menneske er i centrum. Det er vist en historieforfalskning der vil noget. Vi lever ikke mindre i fællesskab end de gjorde for 100 år siden her på stedet. Det ser bare anderledes ud. Der er ikke en af os der kan blive født og så klare os selv. Det er ikke mig selv der fysisk skal holde de veje i orden som jeg skal køre på, det er ikke mig selv der fysisk skal passe min syge mor, det er ikke mig selv der skal producere min mad, det ikke er mig selv som fysisk skal pumpe mit vand op. Det er noget fællesskabet tager sig af. Jeg skal derfor også yde til det fællesskab. Oftest bliver det i form af penge men det gør ikke bidraget dårligere eller mindre fællesskabsagtigt. Pengeøkonomien er bare et nyt led som er kommet ind. Jeg håber bare, at det ikke fører til at vi på alle områder kun kan få så og så meget tilbage fra fællesskabet som vi nøjagtigt har betalt i kroner og ører. Det bliver et frygteligt regnskab at føre, faktisk så vil det kun tjene til at blive smidt på bålet.
Det kunne vel også lige minde os om, at vi ikke kan nøjes med at betale til det store fællesskab og i øvrigt modtage ydelser fra det samme store fællesskab. Vi er stadig nødt til at passe på hinanden: Vejen er ikke min alene, der skal være plads til andre og alverdens hjemmepleje og sygehuse kan ikke give min mor den omsorg som jeg skal give hende. Nej fællesskabet og behovet for det, er ikke blevet mindre med tiden, det kan højst være noget vi bilder os selv ind. Vi er nødt til at finde os i det. Det er større end os selv, ligesom naturens kræfter.
Jeg vil gerne slutte af med at sige tak fordi I ville høre på mig, og håbe vi alle får en fortsat god sommer.
Sankhansbål 2011
Sankhansbål 2010
Sankhansbål 2009
Sankhansbål 2008
Sankhansbål 2007
Sankhansbål 2006
Sankhansbål 2005
Sankhansbål 2004
Sankhansbål 2003
