Sankthansbål 2011

Endnu en pragtfuld aften i det uforudsigelige danske sommervejr.

Søren Frich Hansen holder en pragtfuld og levende båltale. Se mere nederst på siden!

Villy kæmper en brav kamp for at få liv i grillen.

Det er ikke bare gas, det hele.

Det lykkedes til sidst, og alle fik mad på de to grill.

Her er der virkelig dømt grill-stemningen med ungerne - de var rigt representeret.

Ungerne hyggede sig med hundene - her med Per og Spicas hvalp, Lotto.

Hov, hvor blev min pølse af?

Snakken går, og alle er glade.

Efter maden spillede Pejrup Band - altid et godt initiativ med fællessang.

Ungerne hyggede sig også gevaldigt med musikken.

Puh, nu er alle mætte.

En masse mennensker samlede sig om det traditionsrige bål.

Tekst og billeder: Allan Vebel

Bondegården d. 23. juni 2011

Kære pejruppere!

Så nåede vi til midsommer, vi står her, samlet omkring vores sankthansbål.

Engang var disse bål en dødsensalvorlig affære. For kun nogle hundrede år siden samledes mennesker i Danmark for i fællesskab at lade "det onde" brænde.

Vi har jo også haft en snert af det her på egnen.

Vi har faktisk haft vores egen lokale heks.

Historien udspandt sig omkring Nakkebølle og i Aastrup kirke. Hun var adelig og blev derfor dømt og henrettet i København. Årstallet var 1621. Hun kom ikke på bål, ej heller nogle medsammensvorne" lokale, der blev hængt på Værnehøj syd for Aastrup kirke. Men under kong Kristian den 4, der troede på hekse, var der virkelig gang i hekseafbrændingerne.

Således synes jeg ikke, vi skal samles omkring dette bål for at lade renselsens ild opæde, hvad vi finder truende.

Under andre forhold kan man se bålet som en baune, et fyrtårn, der skal oplyse os, opløfte os og give et glædeligt budskab; et budskab om at vi her i Pejrup har et fællesskab. Et fællesskab der kan samle os, fordi vi er forpligtede på at bringe denne skønne plet videre.

Vi har ved en tidligere lejlighed i forsamlingshuset hørt Nicolai fortælle at der har levet mennesker her i Peiters by siden de tidligste tider.

Bronzealderhøjene og gravene er nedbrudt af efterkommere, ikke fordi de ville noget ondt, men fordi de ville udvikling: Bringe sig selv og samfundet videre.

De stod på skuldrene af deres forgængere. Næsten i bogstavelig betydning. Sidst i 1800-tallet blev der opført mange gårde her på egnen. Alle på sokkel af syldsten. Samtidig blev der "slettet" mange gravhøje. Mon ikke der i vores huses syld er sten, der tidligere var sat i en bronzealderhøj?

Hvordan kan vi sammen komme videre?

Vi skal være åbne for inspiration og nye tanker.

Jeg hørte en spændende udsendelse på P1 om tilblivelsen af Danmarks første andelsmejeri i Hjedding.

Dengang, da vores gårde blev sat på "genbrugssten" tænkte de helt nye tanker derude vestpå.

De små bønder havde problemer med økonomien, de havde ikke mulighed for at producere smør i en kvalitet, der kunne sælges. Deres egen produktion var for lille og den smør de kunne producere nåede at blive harsk, inden de havde en mængde, der kunne afsættes. Kvaliteten var dog sådan at den knap kunne bruges som navfedt. Til gengæld kunne de se at større brug opnåede god pris for deres smør. Noget måtte gøres. Heldigvis kom der en rejsende til landsbyen og holdt et foredrag om den rigtige måde at kærne smør på, så det fik en god og ensartet kvalitet. I løbet af aftenen fik de lokale snakket sammen og det endte med at en gruppe mennesker satte sig sammen en aften og skrev vedtægterne for Hjedding Andelsmejeri.

Grundstenene var solidarisk forpligtigelse og demokrati efter tankegangen "en mand en stemme". Det må have kildret meget i maven på de mennesker, der stod til at miste noget indflydelse, som deres økonomiske formåen egentlig ville have givet dem hvis det var et aktieselskab. Men dengang skyllede andelstanken og ideen om gensidig solidaritet gennem kongeriget.

I haven bag museet står en mindesten. Inskriptionen lyder: "Paa dette Sted opførtes Danmarks første Andelsmejeri "Hjedding" 1882. Vestjydske Bønder i Fællesfølge Syldstenen satte til Fremgangs Kaar. Hvad een ej magted, de mange løfted til Gavn for alle i Danmarks Gaard".

Netop de ord "til gavn for alle" siger meget om de mennesker, der satte egen velstand, hus og hjem på spil for noget, de ikke selv kunne kontrollere.

"Til gavn for alle"

Med disse ord vil jeg ønske alle en rigtig glædelig Midsommer/Sankthansaften!

Søren Frich Hansen